Silkens oprindelse
Silkestof blev først vævet i Kina og måske så tidligt som 6000 f.Kr. Ifølge legenden var det den kinesiske kejserinde Xi Ling Shi (hustru til den mystiske gule kejser), der opdagede det, og silken var derfor forbeholdt kejseren. Ifølge legenden drak kejserinden te i en have med morbærtræer, og hvor en kokon faldt ned i hendes kop. Kokonens ydre lag blev opløst i den varme te, og da hun forsøgte at fiske kokonen op af koppen, opdagede hun, at puppen indeholdt en lang fin tråd. Således blev hun den første der opfandt en silketråd.
Med tiden spredte brugen af silke sig både geografisk og socialt i Kina og siden hen også til andre dele af Asien. Silken blev hurtigt en eftertragtet luksusvare, og silkehandlen bredte sig ad karavaneruter til Indien, Mellemøsten og Europa, og deraf blev handelsruter kendt som Silkevejen.
Kina holdt længe fremstillingsmetoden af silken hemmelig i mere end 2000 år, og silkeklæder blev kun båret af kejsere og kongelige og var en indikation på rigdom, og det var forbudt for almindelige folk af bære silke. Men det lykkedes på et tidspunkt munke at smugle levende pupper til Buzans, hvor man straks indledte en statslig produktion. Først omkring år 1300 findes der silkevæverier i Italien og Tyskland med asiatiske medarbejdere, og siden hen har flere europæiske lande produceret silke heriblandt Frankrig, Danmark, Indien og USA og under 2. verdenskrig var der mangel på silke, blandt andet til fremstilling af faldskærme, og dermed opfandt man erstatningsstoffet nylon.
I dag er Mulberry silke fra Kina kendt som det mest luksuriøse silke og værdsat over hele verden.
Læs også: Hvad er silke?